Er du stødt på begreberne bull market og bear market? Er du i tvivl om, hvad et bull market egentlig er? Så læs med her, hvor vi stiller skarpt på netop det udtryk.
Forventning om stigning på et bestemt marked
Ovenstående er den korte definition af, hvad et bull market er. Det beskriver således positivisme og fremgang på et bestemt marked. Det bruges som regel på aktiemarkedet, men det kan også bruges i forbindelse med råvarer eller obligationer. Kalder man noget for et ”bull market”, vil det altså sige, at man har en forventning om, at priserne eller kurserne på netop dette marked kommer til at stige. Dermed vil det umiddelbart være fornuftigt at investere i aktier på dette marked, mens de stadig har en rimelig pris, fordi det forventes, at de vil stige yderligere i værdi over den kommende tid.
Hvilken relevans har det, om noget er et bull market?
Uanset hvilket marked der er tale om, er det svært at forudse tendenser og udvikling. Man kan komme med et kvalificeret bud på, hvordan markedet kommer til at udvikle sig i fremtiden, men der er ingen, der med garanti kan vide det. Det er netop det, der gør aktiehandel til en kompleks sag. Når noget er et bull market, betyder det altså ikke, at det er en sikker investering. Det betyder blot, at investorerne generelt er positive og har en forventning om fremgang. Det kan altså bruges som indikator for, om noget er en god investering eller ej, men det er vigtigt at huske på, at investorerne ikke altid har ret – og at nogle investorer desuden kan betragte et bestemt marked som et bull market, mens andre betragter det som et bear market – altså det modsatte.
Derfor bør du investere i et bull market
Igen skal det slås fast, at man aldrig kan vide sig sikker på, hvordan et marked udvikler sig. Derfor er der ingen garanti for, at et bull market fortsat kommer til at være i opdrift. Er du grøn inden for aktiehandel, kan det imidlertid være en fornuftig indikator at kigge på. Når alt kommer til alt, har du sandsynligvis ikke meget andet at gå efter. Derfor vælger mange nye investorer at gå ind på et marked, der betragtes som et bull market af garvede investorer.
Risikoen ved et bull market
Vi mennesker er lette at påvirke, og det gælder blandt andet, når det kommer til handel med aktier. Derfor er der også en hel del psykologi forbundet med begreberne ”bear market” og ”bull market”. Der kan således findes eksempler på, at aktier er steget eller faldet, alt efter hvilket prædikat de har fået. Det er imidlertid kun en kortvarig effekt, og aktiernes udvikling kan på langt sigt ikke påvirkes af, om der er tale om et bull market eller ej.
Alt dette kan koges ned til, at et bull market er et udtryk for et positivt marked. Det beskriver en generel positiv tendens og en forventning om fortsat gode resultater.