Skal I holde en hyggelig venindeaften? Vil I gerne lave noget lidt anderledes, end I plejer, og har I god tid? Så skal I overveje at holde et vaskeægte filmmaraton. Du kan i dag streame en lang række solide filmserier, som bestemt er værd at kaste sig over. Her får du tre bud på filmserier til venindeaftenen.
Pitch Perfect
De tre film i Pitch Perfect-serien er det oplagte valg til en venindeaften. I hovedrollen har vi Anna Kendrick, som spiller Beca. Beca starter på universitetet med en drøm om at blive DJ. Hun bliver imidlertid optaget i skolens a capella-gruppe i stedet for og finder ud af, at hun har nogle andre talenter, end hun gik og troede. Pitch Perfect minder en smule om Glee, og er I (også) vilde med denne serie, vil I altså uden tvivl elske Pitch Perfect.
Pitch Perfect er blevet en moderne klassiker, og har I ikke allerede set dem, er det derfor også på tide, I kommer i gang. Filmene er et anderledes take på den klassiske chick flick, og er I til musicals, er det et oplagt valg. Filmene er både sjove og rørende, og så er de altså fulde af god musik.
The Twilight Saga
Igen; en moderne klassiker. I denne serie finder vi faktisk også Anna Kendrick, men i hovedrollen har vi Kristen Stewart, som spiller den stille pige, Bella Swan. Derudover finder du på rollelisten blandt andre Robert Pattinson som Edward Cullen og Taylor Lautner som Jacob Black.
I The Twilight Saga forsøger en flok vampyrer og en flok varulve at leve et ganske almindeligt liv, og Bella bliver tæt knyttet til én fra hver gruppe. Desværre har de to grupper en langvarig indbyrdes strid, og det fører naturligvis til en masse drama. Serien indeholder hele fem film, som udkom i årene 2018-2012.
Er I til drama, kærlighed, overnaturlige væsener og masser af spænding, er dette filmserien for jer. Den tog ganske enkelt verden med storm og indtjente da også hele 3.346 milliarder amerikanske dollars i billetsalg. Ud over at filmserien blev en succes, blev også soundtracket til de forskellige film yderst populært, og eksempelvis står bandet Paramore bag flere numre i soundtracket.
50 Shades of Grey
50 Shades of Grey startede faktisk som Twilight-fan fiction. Forfatteren bag, E.L. James, byggede en historie op løst baseret på Edward Cullen og Bella Swan fra netop Twilight og spækkede den med sex. Hun finpudsede og omskrev, indtil den til sidst endte som bogserien 50 Shades of Grey, som består af tre bind. Det er således tydeligt at trække linjer mellem de to filmserier, og vil I have en sexet udgave af Twilight, er 50 Shades of Grey det perfekte valg.
I 50 Shades of Grey møder vi ikke vampyrer og varulve, men derimod den utroligt flotte businessman Christian Grey, som falder for den studerende Anastasia Steele. Grey er meget reserveret og mystisk, og derudover viser han sig at være yderst kontrollerende. De to indleder et seksuelt forhold, som sætter dem begge på prøve på hver deres måde.