I de seneste år er der kommet mere og mere fokus på klimadebatten herhjemme. Vi snakker næsten dagligt om forurening af jorden, luften og havet, og begynder så småt at forstå hvilke miljøproblemer, vi kæmper med. Hele verden er involveret, og det er måske netop derfor at det kan være svært at se, hvad man selv kan gøre hjemmefra. Man kan selvfølgelig stemme grønt, vælge grøn energi og støtte op om grønne tiltag, men hvad med at starte hjemme i køkkenet?
Start med mindre plastik
En af de helt store syndere, når det kommer til forurening i naturen, er plastik. Ikke nok med at vi laver mange af vores ting i plastik, vi producerer også helt absurd store mængder af plastikposer, plastikemballager og andre småting, som vi kun bruger i ganske kort tid, før vi smider det væk igen. Vi bringer dagligt nye varer hjem, pakket ind i mindst et lag plastik, og så gerne lige proppet ned i en plastikpose også. Det hele ryger ud i skraldespanden efter at vi har brugt det en enkelt gang.
En af de allernemmeste og samtidig mest gennemgående forandringer man kan lave i sin hverdag, er at begynde at reducere sit eget forbrug af plastik. Lav eller køb et par gode net eller indkøbsposer i stof, og gå uden om plastikemballagerne i så stor udstrækning som du kan. Opbevar din mad i glas, kasser eller krukker, der kan vaskes og genbruges mange gange. Og når du endelig har brug for en pose, så findes der alternativer, der ligner på en prik, men som er lavet af nedbrydelige plantematerialer, f.eks. af majs.
Spis mere økologisk
At spise økologisk handler ikke kun om at maden er sundere. Det handler også om at støtte et landbrug, der ikke gør brug af sprøjtemidler, som ødelægger naturens balance, eller ligefrem er giftige for dyr og planter ud over dem i vores afgrøder. Det handler i sidste ende om at holde både jorden og vores grundvand rent og fri for unaturlige kemikalier. At spise økologisk er heldigvis forholdsvist nemt, forudsat at man nogle gange er villig til at betale lidt mere for sine varer. Til gengæld vil man opleve at økologiske varer oftere smager bedre og oven i købet er nemmere at finde uden plastikemballager.
En anden ting, der kun kræver en smule tilvænning og måske lidt nye opskrifter i kogebogen, er at spise mindre kød. Produktionen af kød kræver nemlig langt flere ressourcer end produktionen af frugt og grønt. Man behøver ikke at bliver vegetar eller veganer, hvis ikke det er noget man brænder for, men man kan starte i det små med kødfri dage, eller bare ved at halvere kødet i de retter, hvor det sagtens kan skiftes ud med ekstra grøntsager. Det er oven i købet både sundt og billigere.
Tænk over, hvad du gør rent med
En sidste ting du kan gøre i køkkenet, er at begynde at overveje, hvordan du gør rent. Sæbe og opvaskemiddel er fyldt med unaturlige kemikalier, og vi hælder det gerne ud over børster, klude og svampe fyldt med mikroplast, der ryger lige ned i vandet og ud i havet.
Der findes efterhånden en masse alternativer til en grønnere opvaskerutine. Opvaskebørster, klude og svampe bliver lavet i naturlige materialer så som bambus eller træ, kokosnøddefibre og andre naturligt nedbrydelige plantefibre. Der findes 100 procent plantebaserede sæber, der ikke skader grundvandet eller man kan ty til de gode gamle, som vores bedsteforældre brugte: Vand, eddike, natron og godt med knofedt. Husk på at opvaskemiddel ikke dræber bakterier. Det hjælper kun med at løsne skidt, og er faktisk tit helt unødvendigt, hvis ellers du er villig til at skrubbe lidt ekstra.