Når vi skal købe eller sælge hunde, er tjenester som Den Blå Avis og Gul og Gratis populære. Her finder du utallige annoncer med folk, der sælger hvalpe eller voksne hunde, og folk, der søger hunde i bestemte racer og aldersgrupper. Hvis du benytter den slags sider, er der flere ting, du skal være opmærksom på, så du undgår at blive snydt eller bidrage til uetisk handel med hunde. Det er nemlig dit ansvar at tjekke op på sælgeren. Her får du råd til, hvordan du kommer sikkert igennem processen med at købe hunde, og hvordan du gør dit hjem hundeklar.
Se hvor hunden kommer fra
Uanset om du skal købe en hvalp eller en voksen hund, skal du altid tage ud og se, hvor hunden bor. Hvis sælgeren ikke er meget for, at du kommer på besøg eller tilbyder at udlevere hunden et offentligt sted, skal dine alarmklokker ringe. Det kan være tegn på, at hunden eller hundenes forhold hos sælger ikke er helt, som de skal være. Du skal være sikker på, at hunden kommer fra et godt og trygt miljø, hvor der er gode forhold og styr på reglerne.
Køb aldrig papirløse hunde
Når du køber hund, skal sælgeren altid give dig sundhedsbog, stamtavle og en kontrakt for købet med. Stol ikke på, hvis sælgeren siger, at vedkommende nok skal sende eller maile papirerne til dig. Du skal have dem med på købsdagen. Sundhedsbogen skal blandt andet være stemplet af en dansk dyrlæge og indeholde stempler over de vaccinationer, hunden har fået. Husk også, at hvis du køber en hvalp, skal den være mindst otte uger gammel, før den må adskilles fra moren og sælges.
Sådan gør du hjemmet klar til en hund
Hjemmet skal gøres klar til, at der kommer et nyt firbenet familiemedlem. Især hvis du køber en hvalp, skal du sørge for, at den ikke kan komme galt af sted i hjemmet. Små hvalpe kan nemlig nemt brække knogler eller komme til at spise noget, de bliver syge af. Derfor skal du i starten hele tiden holde hvalpen under opsyn. En hvalpegård kan være en god løsning, fordi din hvalp kan bevæge sig frit og trygt i den indhegnede hvalpegård. Din nye hvalp kan altså boltre sig og lege i sin hvalpegård, uden at du skal være bekymret for, at den løber væk eller kommer til skade.
I det hele taget handler det om at sikre, at dit hjem er så sikkert som muligt for en hund. Sørg for eksempel for, at rengøringsmidler under vasken i køkkenet er gemt godt væk, så din nye hund ikke kan få fat i det. Der skal gerne være en forsvarligt lukket låge til skralderummet, måske med en ekstra krog på. Det er for at sikre, at din hund ikke spiser mad fra skraldespanden, som den ikke kan tåle. Løg og vindruer er for eksempel det rene skidt for en sart hundemave. Det er også vigtigt, at der ikke ligger legetøj eller andre genstande på gulvet, som hunden kan komme til at sluge.